Erfaringer med hestevelfærd

Man betaler dyrt for foder og det bliver enten spist meget hurtigt eller trådt ned i jorden. Vi kender alle sammen problemet med spild, når vi smider stråfoder på jorden eller i trug.

Heste har, ligesom mennesker, godt af at tygge deres mad godt igennem i ”små bider”. Den første del af fordøjelsesprocessen foregår i munden, mens spyttets enzymer går i gang med at nedbryde stivelsen. Reduceret ædehastighed kan forebygge tarmslyng og kolik. Slowfeedere er ikke noget nyt indenfor hesteverden, da man gerne vil have, at portionerne holder lidt længere og bidrager til et mere jævnt fødeindtag. En hest der har travlt med at spise, har ikke travlt med at lave ballade!

Vi fandt dog hurtigt diverse slowfeeder-løsninger på marked uhensigtsmæssige. De gik for nemt i stykker, hestene kunne få kramper i nakken eller værre endnu; komme til skade på dem!

At smide foder på jorden eller i et trug resulterede ofte i meget spild, da hestene tit smed med maden – hvorefter det blev trådt ned i jorden. Heste har også en tendens til at stå der, hvor maden bliver smidt. Så der blev gjort meget ud af, at drysse stråfoder rundt omkring på folden – hvilket resulterede i mere spild.

Heste står med hovedet nede i jorden det meste af tiden, så hvorfor ikke forsøge at udvikle et produkt, der tager højde for netop dette? Derudover har en hest en tendens til at bide, trampe og udfordre alt på folden, så samtidig skulle sikkerher og kvalitet være i top. Den skulle stå fast, så de ikke væltede den, og den måtte meget gerne være nem at rengøre og samtidig fleksibel. Derudover måtte foderstationerne gerne være fordelt på folden, så hestene ikke bare står i en stationær position, når de spiser. Ud fra disse betragtninger opstod Horsing Around Slowfeederen, som er vores bud på en kvalitetsløsning, der bidrager til din hests velfærd.